SAMTALENS ANATOMI
Af Lars Gandsø
Et causeri over kommunikation i tosomhed.
Man kan kun få et nyt forhold til at fungere, hvis man lader sine barrierer falde. Hvis man tillader sig selv at være sårbar!
​
Hvis man tager alle sine præferencer og forventninger med sig ind i det nye møde, kan man ikke få alvor stille sig til rådighed for kærligheden. For ingen kan imødekomme fornuftens og erfaringens tunge åg, når først vi har levet liv bag os.
​​
Heldigvis er vi designet til, når vi er frugtbare og parate, at lægge fortiden bag os. Tricke vores hjerner til at glemme, når en anden sender på vores åndelige og erotiske frekvens.
​
Tillid.
​
Respekt og tillid er de bærende søjler i den mere praktiske del af tosomheden. Forskelligheder og partnernes individuelle kompetencer skal helst, over tid, indgå sømløst i den praktiske udmøntning af vores ’sammen’.
Omsorg, tolerance og passion er de mure, der holder ’par-huset’ stående, når vejret skifter.
For uvejr vil komme, storme tage til. Indimellem er der tørke og andre gange pisser det ned. Men solen vil også skinne og varme selv de mest ømme og ensomme steder i os.
Undertråden der binder det hele sammen i tosomhed er kommunikation. Eller 'samtalen', sådan som den i vores tid udformer sig i både tale, skrift, billeder og lyd.
Den fysiske samtale er den bærende væg. At to mennesker, to partnere, sidder overfor hinanden, og gennem samtalen bliver klogere på både sig selv, den anden, det vi sammen skaber, og den verden vi i vores fællesskab oplever at leve i.
​
En samtale har almindeligvis en begyndelse, en midte og en slutning. Men samtalen er ikke et projekt, når man taler om tosomhed. Her er samtalen uendelig, skønt indimellem sat på pause.
​
Når samtalen ikke slutter, skal man være påpasselig med at lave endegyldige konklusioner på den. Vi ved, at vi selv kan blive klogere af at få ting lidt på afstand. Det gælder også vores partner.
Derfor er det vigtigt at man, selvom man kan blive rystet, usikker eller overrasket over den andens standpunkt, ikke forveksler denne position med ’en konstant’. Ikke gør den andens udsagn til statiske positioner eller stopprøver på kærligheden.
​
Det er nemlig også gennem samtalen vi masserer vores egne meninger. Ved at lade dem møde den andens blik og forståelse(eller det modsatte).
Hvis vi ved, at vi kan afprøve en halvbagt teori? Hvis vi kan kaste en mørk tanke eller en liderlig drøm ud!
Hvis samtalens rum er vedtaget trygt og inviterende, finder vi nye veje og oplevelser af og med hinanden.
Hvis vi begriber at samtalen nu – i dag – er hér! Men om en uge stadig er aktiv, og nu formentlig har flyttet sig et klogere eller mere æstetisk sted hen, så kan vi bruge samtalen til at forelske os i hinandens indre universer og omsætte dem andre steder – måske endda i tosomhedens fysik?
​
Vi kan godt lide at udfordre og dele, når vi er berusede; af liderlighed, indignation eller måske helt banalt af vinens spirituelle egenskaber. Udfordringen ved den vinøse og løsslupne samtale er, at også følelserne bliver stærkere og samtidig mere inkonsistente. Samtidig at vi kommer til at lytte efter noget som vi, i forvejen, gerne vil be- eller afkræftes i. Indimellem uden at partneren nødvendigvis er vidende om dette.
Vi må erkende at samtalen skifter genre, alt efter hvilke vilkår den initieres af. Vi må være ydmyge og påpasselige med at samtalens udspring indimellem, og jo ganske frivilligt, har en anden krop når vi selv er rykket en promille eller to.
En promille der indimellem gør os sårbare, konfrontatoriske eller måske endda konfliktsøgende. Vi må erkende at samtalen har sine genrer. ​
​
Ægteskaber.
​
Vi er, i vores indre tankeunivers, altid tre steder, men forhåbentlig mest i et ad gangen.
​​
Digteren David Whyte taler om de tre ægteskaber(begrebet ægteskab skal forstås som forpligtende forhold).
Det ægteskab vi har med vores partner. Det ægteskab vi har med vores virke eller arbejde. Og det ægteskab vi har med os selv.
Det sidste, ægteskabet med os selv, rummer også en uendelig samtale. En indre konversation fuld af lows, men også nogle momentane highs. Vi forstår nok intuitivt, at samtalen med os selv aldrig stopper. Heller ikke ikke, desværre, når den bliver larmende og destruktiv.
Når vi for alvor begriber at den indre kommunikation, med al dens mindreværd, selvhad, overmod, tvivl, usikkerhed, begejstring og forventning ikke slutter før vi selv udånder, så kan vi måske modvirke noget af det mørke, der kan gøre os syge eller sygelige. Det, der styrker den indre dialog er når vores partner trygt kan inviteres ind i samtalen(ægteskabet) med os selv.
Det samme gælder naturligvis vores arbejde, uanset om det er kunst, ledelse, forskning, merkantilitet eller pædagogik.
​
Man kan, i perioder, være i krise eller transition i alle de tre ’ægteskaber’. Men hvis man er god til generøst at spørge ind til alle sin partners tre ægteskaber! Hvis man kan lytte og forstå at de to, der ikke handler om én selv, er vigtige for at tosomheden kan trives, så kan man styrke hinanden; styrke samtalen.
​
Samtalens kvalitet og vidder udvides når tilliden findes. Når vi bliver mødt og forsøgt forstået. Den gode samtales anatomi er, i kærlighedens frie rum, en stjernehimmel som man aldrig helt kan eller skal begribe, men som man skal forstå som universet: Uendelig …
EVERYTHING IS WAITING FOR YOU
Your great mistake is to act the drama as if you were alone.
As if life were a progressive and cunning crime with no witness to the tiny hidden transgressions.
To feel abandoned is to deny the intimacy of your surroundings.
Surely, even you, at times, have felt the grand array; the swelling presence, and the chorus, crowding out your solo voice.
You must note the way the soap dish enables you, or the window latch grants you freedom.
Alertness is the hidden discipline of familiarity. The stairs are your mentor of things to come, the doors have always been there to frighten you and invite you, and the tiny speaker in the phone is your dream-ladder to divinity.
​
Put down the weight of your aloneness and ease into the conversation.
The kettle is singing even as it pours you a drink, the cooking pots have left their arrogant aloofness and seen the good in you at last.
All the birds and creatures of the world are unutterably themselves.
Everything is waiting for you.
(David Whyte)
