Ole skal bruge en støvekost, og han har taget gaden oppe fra og ned for at stikke hovedet ind i hver en antikvitetshandel og genbrugsshop, indtil det lykkes. Nu står han her i døren, og jeg kan se, han er træt, så jeg siger til ham, at selvom han desværre ikke kan købe en støvekost i min butik, så synes jeg alligevel, han skal sætte sig lidt og få et glas. Han bliver stående, som om han tænker på noget vigtigt eller måske snarere, som om han minder sig selv om sin egentlige plan.

Jeg peger på sofaen og lukker skærmen ned. Romflasken står allerede på bordet, og det samme gør seks små glas, som jeg har taget ud af skabet, fordi der var en pige, der ville købe dem. Hun skulle først op og hæve penge, og siden har jeg ikke set hende.

 

Ole får lidt at styrke sig på. Hans kone fik konstateret Alzheimers for nogle år siden. Det var i begyndelsen muligt trods alt at få hverdagen til at fungere, men det udviklede sig meget hurtigt, og efter nogle udfordrende år endte det med, at Ole måtte tage sit livs sværeste beslutning.

 

Nu bor Lise på et plejecenter, hvor han besøger hende et par gange i ugens løb. Om søndagen går de en lang tur sammen. Han er en smuk, gammel mand, som han sidder der med sit glas og fortæller om sit ærinde med støvekosten, som han forestiller sig skal have et forholdsvis langt skaft, gerne af lakeret bambus.

 

Ole havde for et stykke tid siden erkendt, at den 150 kvadratmeter store lejlighed måske ikke helt blev holdt i den stand, som hans kone tidligere kunne mønstre. Han havde talt med en sød dame, der var ansat på plejecentret, og hun havde anbefalet sin mand, der havde mange års erfaring i rengøring.

 

Farroukh ringede nogle dage efter på døren. Han var kraftigt bygget og trak vejret tungt, mens han kæmpede sig op ad trapperne med hænderne fulde af helt nye plastikspande, klude, svampe og gule gummihandsker. Farroukh rakte hånden frem og rystede Oles meget længe. Ole opdagede ret hurtigt, at de ville få et kommunikationsproblem, for Farroukh kunne kun fem-seks indstuderede sætninger på dansende mellemøstligt stakkato-dansk, og den, Ole over de næste dage skulle høre mest, var: - Det er utroligt beskidt!

Det vidste Ole jo sådan set godt, og det var jo også grunden til, at Farroukh overhovedet var der.

 

Ole sad de fleste dage i sin stol og læste. Det var hans yndlingsbeskæftigelse og forklaringen på, at den bageste stue, som i fyrre år havde udgjort hans arbejdsværelse, lignede et bibliotek. Indbyggede reoler udgjorde alle fire vægge fra gulv til loft. Oles samling var enorm og sirligt opsat over årene i et sindrigt system efter både genre, oprindelsesland, forfattere og udgivelsesår.

 

Farroukh tog fat på hovedrengøringen og startede med køkkenet. Ole tog fat på første bind af Knausgård. Farroukh kom ind i stuen til Oles læsehjørne hvert syvende minut og enten viste Ole en sort klud eller trak ham med ud i køkkenet og pegede et eller andet sted og sagde: - Det er utroligt beskidt!

Ole luntede tilbage i sin stol, men fandt sjældent den sætning, han var kommet til, før Farroukh kom ind igen med kluden, eller bare satte sig ned ved spisebordet og pustede lidt, mens han smilende så på Ole, der forsøgte at læse videre. Sådan gik dagene. Mandag, tirsdag og onsdag.

Så var der gjort hovedrent i køkkenet, den første stue og entreen. Nu var Farroukh på vej ind i soveværelset, som Ole godt vidste, var utroligt beskidt, og derfor havde fortalt Farroukh et par gange, at han nok hellere selv måtte tage sig af det. Farroukh trampede ned ad gangen fem minutter efter, at han insisterende var gået derind med en spand sæbevand, og Ole havde allerede rejst sig op, da han kom ind i stuen, så han kunne følge efter ham ned i soveværelset og ved selvsyn konstatere det, han allerede havde advaret Farroukh om. Men det var åbenbart endnu værre.

 

Farroukh rystede på hovedet:

- Ole, you can not sleep here!

- Jo, Farroukh, det har jeg gjort i fyrre år!

- Den går ikke, Ole!

- Det skal gå, Farroukh!

 

Farroukh tog alt ud af skabene og lagde det i uoverskuelige bunker, så Ole måtte lade sin bog ligge og begynde at sortere i tøjet. Særligt Lises var der naturligvis meget af, og han kunne ikke vide, hvilke kjoler hun holdt af, og hvilke hun kunne undvære.

Måske var det under alle omstændigheder ligegyldigt, for Ole vidste, at han aldrig ville kunne få et svar ud af hende. Han besluttede at lægge de kjoler til side, som han selv enten synes var smukke, eller som han kunne huske Lise havde haft på ved forskellige lejligheder - en fest eller et jubilæum. Kjoler, hvor hun strålede og smilede og svarede på hans spørgsmål med sin fine evne for altid at være så hjertelig og en lille smule tvetydig på en måde, der kunne tage alvoren ud af alle situationer, og som fik Ole til at huske på, hvor højt han elskede hende. Resten af tøjet lagde Ole i sække, og Farroukh lovede at bære dem ned til Røde Kors butikken, når han gik.

 

Ole beholdt tre kjoler. En azurblå med hvide polkaprikker i noget crepet, men alligevel blødt stof. Lise havde haft den på en aften, hvor de havde hørt jazz og danset på et lille torv inde i byen under festivalen.

 

En lang, sort kjole, som Lise altid havde på, når de to, som de havde gjort i de sidste fjorten år, de boede sammen, holdt nytårsaften hjemme. På årets sidste dag gik de hele dagen og lavede mad sammen. De smagte på de vine, Ole havde besluttet skulle ledsage menuen.

Ole var en utrænet køkkenmedhjælper, og kun denne ene dag om året. Lise satte ham til at skrælle løg og kartofler, snitte og bære skrald ned, mens hun med myndig hånd styrede sit køkken, skålede med ham, lo og kyssede ham på kinderne.

Klokken otte gik hun i bad, og kom en halv times tid efter ud i denne smukke, sorte kjole.

 

Den tredje kjole var lavet af en slags frotté eller velour - den var tværstribet i grøn, gul og orange. Ole kunne ikke huske, hvornår han sidst havde set Lise med den på. Men da han tog den op til sit ansigt og duftede til den, begyndte hans øjne øjeblikkeligt at løbe i vand.

​

Han skyndte sig at lægge kjolen og gik ind i læsekrogen og åbnede sin bog. Farroukh, der lå med rumpen i vejret og hovedet langt inde i klædeskabet og skurede gulv, forstyrrede ham ikke i over en time, så han fik læst nogle kapitler. Farroukh kom ikke den næste dag, for der var Ole henne at besøge Lise.

Han havde taget kjolerne med i en plasticpose, og de sad med dem alle tre i en lille bunke ved bordet i hendes mikroskopiske lejlighed på plejecentret. De talte ikke sammen, men det var helt normalt. Lise nulrede bare kjolerne og sagde ‘blå’ eller ‘vinter’. Men da hun kom til frottékjolen, blev hun helt stille og kiggede længe på Ole.

 

Ole smilede til hende, og hun fastholdt hans blik og så ud, som om hun pludselig genkendte ham. Da de havde siddet sådan lidt, rejste hun sig op og gik om bag væggen og ind hvor hendes store jernseng på hjul og hendes sengebord med båndoptageren stod. Ole blev siddende og ventede, men da hun kom tilbage, var hendes blik atter rettet mod en fjern horisont. Så han tog sin frakke på og fortalte hende, at han måtte tage hjem nu, og se at få lavet sig noget aftensmad. Lise reagerede ikke, hun sad blot og aede en hvid stofsæl.

 

Da Ole havde rejst sig, kastede han et blik ind i soverummet. Lise havde bredt kjolen lige så fint udover sin hovedpude.

 

Dagen efter kom Farroukh, og som en slags prik over i’et støvsugede han inde i soveværelset.

 

Da han var færdig, kaldte han:

- Ole. Kom!

Ole lagde bogen på bordet og gik ind og betragtede sit soveværelse og lod som om, han var meget overrasket, selvom han ganske få timer forinden havde rejst sig fra sengen. Ole takkede Farroukh og mente hermed, at de nu var igennem hovedrengøringen, men Farroukh trak ham ind i biblioteket og sagde, at der var ‘utroligt beskidt’.

​

Ole rystede på hovedet og traskede ind i sit læsehjørne med bange anelser. Der gik ikke ret lang tid, før han blev hentet. Farroukh kørte fingeren hen over en for ham selv tilfældig række bøger, men Ole registrerede, at det var østrigsk skønlitteratur på originalsprog.

​

Farroukh viste Ole sin støvede finger og rystede bedrøvet på hovedet. Ole fik med en blanding af fagter og flere forskellige sprog fortalt Farroukh, at bøgerne stod i et sindrigt system, og det var meget vigtigt for ham, at han altid let kunne finde sine bøger, når han havde brug for dem.

​

‘Ikke problem, Ole’ sagde Farroukh; han viste med udbredte arme, hvordan han ville tage hylde for hylde. Han bredte armene ud i cirka en meters spænd - gik hen til en hylde og tog imaginært en række bøger ud - de var tunge, kunne Ole forstå på Farroukh’s ansigtsudtryk. Derefter slæbte han de usynlige bøger hen på Lises arbejdsbord i hjørnet, hvor hun før i tiden sad med sin symaskine.

Farroukh gik tilbage og kørte nu en usynlig klud rundt ganske få meter fra reolen for derefter at gå tilbage til bordet og løfte den usynlige bogrække pænt på plads igen. Det hele virkede overbevisende, så Ole nikkede, smilede og luskede af.

​

Da Farroukh skulle hjem, var Ole faldet i søvn, og da han vågnede igen, var lejligheden tom og mørk. Han famlede sig frem igennem den store stue og lod forsigtigt hænderne lede sig hen til vitrinen med de kinesiske porcelænslamper. Uden at slå den helt af, fik han skubbet hånden ind under skærmen på den ene og drejet den lille tap helt oppe ved glødepæren. Langsomt begyndte mørket at blive til hans vante stue. Han tændte også den anden lampe og kunne nu orientere sig så meget, at han kunne gå hen til dørene ind til arbejdsværelset og tænde lysekronen på kontakten ved panelet.

​

Farroukh havde valgt en ny og for ham selv mere effektiv løsning på det store bogproblem. Samtlige bøger lå i stakke og varierede i højder fra omkring en halv meter op til næsten halvanden i stuens midte. Sådan som bøgerne tårnede sig op, lignede de en enorm middelalderborg af litteratur og fyldte stuen ud i en sådan grad, at man kun kunne bevæge sig i en smal cirkel rundt om dem helt ude langs reolerne.

Ole fandt en stol og satte sig og betragtede bogskulpturen. På den positive side var de nu allesammen rene for støv. Han kunne også glæde sig over, at alle hylderne nu stod næsten lige så fint rene, som dengang de blev bygget.

Han besluttede, at han fremover ville støve bogrygge og oversider af en gang om måneden, og til den ende ville han få brug for en støvekost af en vis længde.

​

Trappestigen, som han var helt sikker på, at han ikke alene ville få brug for, men også at den ville være en udfordring for hans momentane svimmelhed, mente han stod oppe på loftet et sted. Han ville spørge Farroukh, om han ville være rar at gå op og hente den. Nu begyndte et kolossalt arbejde med at få orden på de mange tusinde bøger.

​

Ole startede med danske forfattere, hvis efternavn begyndte med A. Det betød hundredvis af karruselture rundt om bogborgen og forsigtige fødder ind over voldgravene for at rykke på stakkene, så han kunne læse titler og forfatternavne. Heldigvis var Farroukh på kursus hele dagen i morgen. Da klokken var et, havde Ole glemt at lave aftenkaffe, glemt middagsmaden og kun drukket lidt vand af hanen, da han var ude at tisse. Hans mave rumlede, han havde været i gang i seks en halv time og var kun kommet til begyndelsen af D.

Han gik ind i seng og sov ganske vidunderligt lige til klokken otte næste morgen.

​

Ole fandt i dagens løb omkring 20 dubletter alene blandt de danske forfattere. Bøgerne lagde han i en papkasse, for dem var der sikkert nogen, der kunne have fornøjelse af.

​

Men Ole fandt noget, der var endnu mere interessant. På et tidspunkt, da hans blik gled hen over en række bøger, der nu stod afstøvede og smukke på deres plads, faldt han over Suzanne Brøgger’s ’Jadekatten’. Han havde aldrig selv læst den, det var én af Lises bøger. Han tog den ud af rækken, og da han bladrede i den, faldt der en femhundredekroneseddel ud og ned på gulvet.

Senere under C kunne han ikke holde nallerne fra ’Sommerfugledalen’ - ligeledes indlagt fem hundrede kroner. I sidste bind af et imponerende erindringsværk med titlen ‘Den rige fugl/Skygger over vejen’ - to plovmænd.

​Ole lagde de fire femhundredekronesedler ind på spisebordet og fortsatte sit arbejde. Efterhånden som borgen svandt ind i omfang, var det blevet gradvis lettere at finde den bogstak, han søgte.

​​

Klokken fem ringede Farroukh. Ole besluttede, at det var fyraften, og gik ind i sin lænestol med telefonen ved øret. Farroukh ville komme i morgen og ordne badeværelset. Ole mente, at det kunne han sagtens selv klare, ikke mindst af hensyn til det forhold, at Ole var uhyre bevidst om, at af alle rum var badeværelset det, der med mest rimelighed kunne kaldes utroligt beskidt.

 

Farroukh var dog hverken til at hugge eller stikke i. Han forstod muligvis heller ikke, hvad Ole sagde. Men det lykkedes på en blanding af dansk og engelsk at forklare ham, at han skulle ud at besøge Lise, det var jo fredag. Men Farroukh var velkommen til at møde ham på plejehjemmet og hente ekstranøglerne og selv låse sig ind i lejligheden. Farroukh bekræftede med et muntert: ’Yes’. De havde en aftale.

​

Da Ole den efterfølgende dag kom hjem, var Farroukh færdig med badeværelset. Han sad inde i stuen og drak kaffe. Ole spurgte ham, om han ville være rar at gå op på loftet og finde trappestigen. Mens Farroukh var deroppe, gik Ole ind til sit skrivebord i arbejdsstuen.

 

I alle de bøger, hvor titlen indeholdt et eller andet dyr, havde han fundet enten en eller to femhundredekronesedler, hvis bøgerne var nyere udgivelser, tusindkronesedler. Sammenlagt var der nu to og fyrre tusinde kroner.

Farroukh kom ned med trappestigen, og havde Ole optalt det beløb, de havde aftalt for hovedrengøringen.

 

Da han endelig var alene igen, var det ikke blevet senere, end at han kunne sætte noget suppe over og tage et par timer mere med bogstakkene.

Han var mere end halvvejs og kunne egentlig godt have gjort det hurtigere, hvis ikke han gang på gang faldt over en bog, som han blev begejstret for at gense og lige måtte sætte sig ind og bladre lidt i.

Dubletkassen blev støt og roligt fyldt op, han ville ringe til sin lillebror og høre, om han havde lyst til at komme og hente den.

​​

Søndag gik Ole og Lise tur. Efteråret var endegyldigt ovre, og vinterkulden bed i Oles kinder. Han havde et fast greb i Lises hånd, for hun skulle ikke have mange øjeblikke alene, før hun lavede et af sine flugtforsøg. Når hun stak af, var hun indimellem svær at finde igen. Hvis hun fik chancen og smuttede, var det med faste skridt og et højt tempo.

​​

Hendes bevægelser havde altid været både sikre og hurtige - effektive. Det virkede, som om hun var helt bevidst om, hvad hun skulle, og hvor hun var på vej hen, men erfaringen havde lært Ole, at den destinerede raske gang blev afløst af perpleks hjælpeløshed.

​​

Da hun boede hjemme, havde han indimellem måttet bruge mange timer på at finde hende. Tre gange fandt han hende i den gade, hvor hendes ungdoms store kærlighed engang boede. Andre gange var hun taget ind i et stormagasin eller i Zoologisk Have. Ole havde vænnet sig til at holde godt fast i Lise, men når de havde gået et stykke tid, rykkede hun tættere ind til ham for til sidst at lægge sin kind på hans skulder. Så vidste Ole, at han kunne slappe af, slippe grebet om hendes hånd og lægge armen om hende, mens de spadserede.

​​

Da han kom hjem, lavede han kaffe og skænkede sig en lille whisky. Han gad ikke lave mad, frokosten fra plejecentret måtte kunne holde ham i live til mandag.

Henunder aften sad han med sin bog i læsehjørnet, da det ringede på.

Det var Farroukh i sort jakkesæt, hvid skjorte og gult silkeslips. Han havde tre store foliebakker i hænderne, og med en bevægelse med panden fik han verfet Ole til side, så han kunne komme ind i gangen. Han gik med målrettede skridt ud i køkkenet, Ole gik efter ham.

​​

- Ole, bryllup!

- Javel.

- Min datter, they dance now!

- Jaså! Tillykke.

​​

Farroukh fandt to tallerkener og fyldte dem til randen med forskellige retter fra de to dybe bakker. Ole sagde ikke noget. Det så lækkert ud!

​​

- Drikker du whisky, Farroukh?

- Sometimes!

- Tag et glas med ind.

​​

Ole gik ind i stuen og trak en stol hen til det lille bord i læsekrogen.

Han åbnede isspanden og smed en enkelt isterning op i sit glas. Kort efter kom Farroukh ind med de to tallerkener og bestik, lavede behændigt en fin, lille opdækning og gik så ud og hentede sig et glas.

Ole løftede tangen med en isterning hen mod Farroukh og så spørgende på ham, Farroukh nikkede og holdt sit glas frem. Ole hældte lidt whisky i glassene, og de skålede.

​​

- Det ser lækkert ud, Farroukh.

- Spis, Ole!

- Hvad med dit bryllup?

​​

Farroukh viftede afværgende med hånden og stak den så ned i lommen og fiskede ekstranøglerne til lejligheden frem, lagde dem på bordet, og kiggede meget koncentreret på Ole og sagde, hvad der for Ole lød som:

​

- You dressed me!

- Hvadbehager?

- You dressed me!

- Hmmm... Det er jeg ikke så sikker på, at jeg forstår?

​​

Farroukh tog en lille seddel frem og læste den et par gange for sig selv, men besluttede sig så for blot at give den til Ole. Der stod: You trust me.

​​​​

​​​