En anden tid?
En halv sød er skrevet og indspillet omkring 2007. Det er en slags multiplot-fortælling, der tager afsæt i en opgang på ydre Nørrebro. I '07 stod vi uvidende om den kommende finanskrise der ramte i 2008. Danskerne var, for manges vedkommende, ved muffen, og bankerne stod helt ude på gaden for at låne dem, der havde lidt i forvejen, flere penge.
Historierne i En halv sød er en kommentar til denne tid, og den undersøger hvad der sker med os, når vores verdensbillede bliver så merkantilt, at vi selv reduceres til handlende i følelser og ydelser.
Karaktererne spilles af: Mathilde Norholt, Alexandre Willaume, Ken Vedsegaard, Laura Kvist Poulsen og Claus Flygare.
Excelgruppen er skrevet om indspillet omkring 2005. Dengang var historien én, jeg skrev som en ond kommentar til gryende nationalisme og nye politiske partier, der, omend de ikke blev betragtet som såkaldt 'stuerene', fik masser af vind i sejlende i årende der fulgte. Deres syn på fremmede fik de facto ændret den måde, man offentligt kunne tale om fremmede på.
Min historie forsøger, med lige dele grum satire og ondskab, at dykke ned i den afmagt, der muligvis kunne begrunde dele af den vrede, der tiltrak danske vælgere mod de nye partipolitiske vinde.
I dag er verden på mange måder en anden og det er selvfølgelig op til lytteren at afgøre om den er bedre og om satiren holder til tidens tand.
.
Karakteren spilles af Alexandre Willaume.