Nyt kapitel 

11.09.24

 

 

 

 

 

Med Beatles som bagtæppe, har jeg købt spejderhagl til én øre, kørt i sporvogn og er vågnet op til mælk i brune glasflasker ved hoveddøren.

​

Jeg har hængt plakater af T-Rex og Sparks op på væggen med tegnestifter over min skibsbriks. Set 'Gysertimen' i sort/hvid på fjernsynet og cyklet på Chopper.

 

Med ensartede semi-rytmiske sidestep og let svingende arme, har jeg været på disk i Algården og danset til ’I will Survive’ og 'Play that funky music white boy’ for at slutte ugen med min søster, mor og far til ’To Brødre’ i fjerneren.

 

Med hænderne på bløde hofter har jeg kinddanset mig gennem fester på Frederiksberg til ’How deep is your love’ eller spillet luftguitar til 'Don't stop me know' sammen med Bjørn, hoppende i hjørnesofaen af orange jernbanefløjl.

 

Jeg har drukket elefantøl, røget hash fra klamme majspiber, mens jeg sværgede til Doors og Led Zeppelin.

 

Jeg har, med lyse striber i håret, ’fløjet’ på yuppie-natklubber i den indre by til ’Don’t you forget about me’.

 

I 'solens sorte hul' har jeg elsket Portishead og Massive Attacks, på små grimme Compact Discs.

 

Jeg har, med rødvin og rom i glasset, højpandet fordybet mig i tekstbårne kærlighedsforhold med Dylan, Cohen og Cave.

 

Jeg føler mig lige dele ung og gammel. Lige dele uvidende og vis.

 

På magisk vis sker der i mit liv noget der gør, at jeg en gang imellem står på et nyt og ikke tørt fundament. En cement, der ikke bare lige slipper, men som jeg alligevel, med kraft, kan træde videre fra, og lægge noget fortid bag mig – klogere og vigtige oplevelser rigere.

 

I disse dage prøver jeg at finde ud af, hvad jeg tager med, og hvad jeg efterlader på perronen.

I vores magiske og udfordrende tid, får nogle af os mange liv. Det gælder både i arbejds- og kærlighedslivet. Det gælder geografi, venner og interesser.

 

Livet består af møder. Nogle er intense og interessante. Nogle er givende og abrupte. Nogle er altædende og skræmmende.De fleste er lærerige og udviklende, og nogle af dem er det alt sammen, i en mudret pærevælling.

 

Et møde er imidlertid ikke altid et kapitel for mig. Nogle viser sig hurtigt at være essays eller blot afsnit.

 

Kapitlerne derimod er dem, der er livsændrende på et dybere plan. Det er den lange kærlighedsbårne tosomhed, det fag, eller det fagområde, du rent faktisk lærer at forstå. De venskaber, der aldrig ender.

 

Jeg tager fat på et nyt kapitel, og på den videre vej medbringer jeg ydmygt og taknemmeligt ’bogen’, som den ser ud nu.

Verden ligger åben, og der er ikke nævneværdige begrænsninger, så jeg er voldsomt taknemmelig og ydmygt privilegeret.

 

Men jeg er jo så nok også luvslidt, småsær og relativt kortluntet overfor det rene nonsens, det flammende vanvid, den halvbagte ide og den ikke færdigtænkte holdning.

 

Jeg har lovet mig selv at tænke over, hvad der i virkeligheden gør mig glad og tilfører mit liv kvalitet. Svaret er banalt og det gør mig faktisk glad:

 

Åbenlyst og øverst er det mine to kloge, smukke voksne døtre og, selvom jeg endnu ikke har mødt ham, mit meget snart kommende barnebarn og hans fabelagtige far.

 

Det er min bedste ven, der aldrig accepterer mine hurtige konklusioner, og altid er der få øjeblikke før jeg har brug for ham.

 

Det er mine meget nære venner, og den familie, der er tilbage.

 

Det er mit daglige arbejde med at forsøge gøre en forskel i nogens liv, gennem samtale, læring, støtte og velment modstand.

 

Det er også det arbejde, der har et transparent og umiddelbart progressivt formål, mens det fremkalder sved på panden, eksempelvis at klippe hæk eller beskære et træ.

 

Det er, og vil altid være, at skrive og læse.

 

Det er at bade i havet, og at gå i skoven.

 

Det er at tilberede og spise et veltilberedt måltid.

 

Det er at drikke lidt, men til gengæld drikke godt.

 

Det er at se en god film eller tv-serie, der forsøger at sige noget om vores art som sociale, stærke, afmægtige og dyssociale væsener.

 

Det er samtalen, der har til formål at gøre hinanden klogere gennem blikket fra ’den andens’ optik.

 

Det er på en måde også min suverænitet: At jeg, her i livet, ikke er afhængig af nogens omsorg, midler, nåde eller hjælp. I samme nu, det forhold at det heldigvis aldrig er hele sandheden. For jeg både har, og vil fortsat, have stor lyst til at være afhængig af omsorg, nåde og hjælp.

 

Det er den kærlighed, der ikke er afmålt. Ikke er forstilt eller på betingelser. Ikke er smålig eller alt for neurotisk.

Den kærlighed, der hviler på forglemmelsen, trygheden og lysten til impulsivitet. Den, der gennem tillid og tryghed frisætter traumer og opleves fri.

 

Det er at sidde under et træ og være taknemmelig.

 

Jeg kan med udelt glæde sige, at jeg har fået det hele og har mod på mere.

 

Nu tager jeg hul på endnu et kapitel. Jeg er fri og forbundet, bl.a. til den aftale jeg har lavet med mig selv om, at også fremtiden skal bestå af nye oplevelser, kombineret med det bedste af det gamle; det, der gør mig glad.

 

Samtidig bekender jeg mig til det vilkår, at livet er det hele: glæde, sorg, tristesse, eufori, fællesskab, to- og ensomhed.

​​