HØJSKOLE.
Af grunde som fortaber sig i tilfældighedens brønd, har jeg, fra jeg var ganske ung, fået lov til at beskæftige mig med at lave højskoler. Eller folkehøjskoler som det rettelig betegnes.
Der er slet ingen tvivl om, at jeg kom ind i den verden uden hverken viden eller respekt for den historie og det tankegods vores højskoler hviler på. Det er nok yderligere en sandhed, at det stadig forholder sig sådan, selvom jeg vil påstå, at jeg i dag er bedre klædt på, end da jeg for 25 år siden, som syvogtyveårig, for første gang havde ansvar for et hold og kort efter i realiteten medansvar for udvikling af en dansk folkehøjskole.
Jeg synes lidt hovent at det er min styrke, at jeg ikke ligger under for historiens indimellem sakrale åg. Men jeg vil i samme moment sige, at jeg har dyb respekt og stor kærlighed til hele den historie, der rummer den danske folkehøjskole som den har udviklet sig gennem århundreder.
I virkeligheden har højskolerne altid været underlagt hvad man med et ikke populært ord kan kalde markedsvilkår. Det er såre simpelt - er der ikke 24 årselever til en højskole er der ingen tilskud fra staten og dermed ingen højskole.
Det er suverænt eleverne der bestemmer om, og hvor, de vil tage på højskole. Derfor har højskolerne naturligvis også udviklet sig igennem tiden - udviklet sig mod potentielle højskolers ønsker og forventninger.
Min første højskole
I forsommeren 1992 var alle optagede af EM i fodbold, og de interesserede vil vide, at vi vandt hele baduljen - endda som deltagere på en slags afbud. Borgerkrige rasede på Balkan og strømme af flygtninge fra bla. Kosovo søgte mod Danmark. Jugoslavien var med et historie og deres landshold blev frataget deres VM-plads . Det var en varm sommer som jeg husker det. Jeg boede på Fejø og det efter at have slået mine folder i indre by fra jeg var 12 til mine dengang i '92 27 år.
En kær ven havde anbefalet mig som holdleder for noget de ville kalde Kulturdynamoerne. Højskolen var kendt som Den Røde Højskole, men havde kort før jeg lærte den at kende skiftet navn til det noget mere tidsvarende Højskolen i Svendborg. Husk på at muren var faldet, Glasnost blæst over og DKU havde så vidt jeg husker planer om at nedlægge sig selv i erkendelse af at den udlevede kommunisme i øst ikke ligefrem længere var en succes eller for den sags skyld et tiltrækningsplaster for unge vestreorienterede med romantiske revolutionstanker.